Hjælp til stress – forstå stressens fire faser

by | Mar 5, 2021 | Psykolog, Stress | 0 comments

I dette blogindlæg kan du få hjælp til stress ved at forstå stressens fire faser. At forstå hvordan en stressbelastningstilstand udvikler sig, kan hjælpe dig til at opdage stress i tide. Og hvis du allerede er belastet af stress, kan det hjælpe dig til at forstå, hvordan det er sket. Jeg beskriver også, hvordan de fire faser kan forstås, når man begynder at få det bedre.

Man kan inddele udviklingen af en stressbelastningstilstand i 4 faser.

Fase 1. Du er sommetider påvirket af stress, men det er en ‘sund’ stress, som sætter dig i stand til at løse opgaverne målrettet og fokuseret. Det kan være en deadline på arbejdet, et oplæg du skal holde eller planlægningen af en større familiefest (før corona…). Når begivenheden er overstået, har du mulighed for at restituere og vende tilbage til normalen.

Fase 2. Af forskellige grunde er det ikke muligt for dig at restituere. Det kan være, at arbejdspresset er konstant, og den ene deadline afløser den anden. Eller det kan være privat, at der er for mange gøremål, eller at forskellige kriser rammer dig. Nu begynder du at føle dig presset, men så længe der er struktur og rammer omkring dig, så kan du håndtere presset. Så snart der sker noget uforudset, så bliver det belastende for dig.

Hjælp til stress. Billede af mand med hænder på hovedet på grund af stress.

(Billede af Gerd Altmann fra Pixabay)

Fase 3. Her kan du mærke stresssymptomerne, enten fysisk, psykologisk eller i din adfærd. Det kan være, at du trækker dig fra det sociale på arbejdet eller privat, fordi du ikke har det godt. Du får måske fysiske smerter og symptomer, eller du kan mærke det på humøret. De kognitive funktioner kan blive påvirket, så du ikke husker så godt eller oplever at koncentrationen svigter. Hvis presset fortsætter, og du ikke gør noget ved det – enten fordi det ikke er muligt, fordi der ikke bliver lyttet, eller fordi du ikke ved, hvad der skal gøres, så bevæger du dig over i:

Fase 4. Det er den apatiske fase, eller ’zombiefasen’. Her har man en fornemmelse af at have skyklapper på, og ofte har man en følelse af ikke at kunne handle sig ud af situationen. Man arbejder hårdt for at bevare overblikket, og der er ofte slukket for kontakten til kroppen. Her kan man være i en periode, men så kan man ikke mere, og der sker et stresssammenbrud.

Når du får det bedre efter stress

Når du begynder at få det bedre efter et stress-sammenbrud, vil du ofte opleve stressens fire faser i modsat rækkefølge. Det betyder, at du kan føle, at du i en periode får det værre, fordi du kommer ud af ’zombiefasen’ og tilbage i symptomfasen. Det kan være rart at vide, at det faktisk er en del af helingsprocessen på vej mod at få det bedre. Ellers kan man blive lidt forskrækket. Efterhånden som man får det bedre, bliver symptomerne mindre og kommer primært frem, når strukturen og rammerne i hverdagen brydes. Til sidst er man tilbage til udgangspunktet, hvor man er i stand til at håndtere kortvarig stress på en hensigtsmæssig måde.

Læs mere om stress her.

Spread the love

0 Comments

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.