Mærk livet! Lev et mere vitalt liv med ACT (Acceptance and Commitment Therapy)

by | Apr 14, 2021 | ACT, Psykolog | 0 comments

Hvornår mærker du livet mest intenst? De fleste af os er meget af tiden oppe i vores egne hoveder. I vores egne tanker. Vi løser problemer, planlægger fremtiden, bekymrer os, dvæler ved erindringer om fortiden, er kritiske over for os selv. Og ingen af disse ting får os rigtigt til at mærke livet. Du kender sikkert John Lennons kendte sangtekst fra sangen Beautiful Boy: ”life is what happens to you, while you’re busy making other plans”. Jeg er ikke helt enig med Lennon her. Efter min mening er livet, det der sker, når du rent faktisk ikke er oppe i dit eget hoved og laver planer. Det er i hvert fald der, du rigtig er til stede i dit liv, dér hvor livet kan mærkes – dér hvor livet føles vitalt, meningsfuldt, givende. Du ved, de øjeblikke eller tidspunkter i dit liv, hvor du prøver at give slip på fortiden og fremtiden, og i stedet giver dig hen til lige nu og her.

Vores egne tanker forhindrer os i at mærke livet

Vi kæmper en daglig kamp for at være til stede i vores egne liv. På at holde fokus på det, der er vigtigt for os. Alligevel føles det som om, vores tanker tvinger os væk fra her og nu. Vi kommer til at tænke på noget andet, når vi er sammen med vores kæreste, venner eller børn. Selvom vi egentlig synes, at det er vigtigt for os at være til stede og nærværende med dem, vi holder af. Vi tænker på arbejde, selvom vi egentlig gerne vil slappe af og tænke på noget andet, når vi har fri. Vi bekymrer os om fremtiden, selvom vi er fuldkommen bevidste om, at de bekymringer nok aldrig bliver til noget – eller at vi ikke har mulighed for at handle os ud af det alligevel.

Vores tanker har en evne til at overbevise os om, at det er meget nødvendigt at tænke dem igennem, eller argumentere imod dem, eller noget andet. Uanset hvad, ender det med, at vi bruger en masse tid og energi på vores tanker. Tid og energi, som vi kunne have brugt på noget andet, som var vigtigere for os.

Den nemme – svære – løsning

Mange ved ikke, at det er muligt at øve sig i nye færdigheder, hvor man håndterer tankerne på en anden måde, end man plejer. Det er her, ACT kommer ind i billedet.
Tankerne og kampen med tankerne fylder en stor del af vores liv. Og et alternativ til kampen er: at give slip. Ikke give slip på den måde, hvor man overgiver og giver op, og bare lader tankerne løbe afsted med én, hvorhen de vil. Men droppe kampen. Lade tankerne komme ind, men uden at give dem opmærksomhed. Som en radio, som er tændt i baggrunden, som man ikke ofrer den store opmærksomhed, men i det store hele filtrerer fra. Uden at man prøver at finde ’sluk-knappen’.
Når man giver slip på kampen med tankerne, er det på samme tid den nemmeste og sværeste løsning. Den nemmeste, fordi man skal gøre meget mindre, end man plejer. Man behøver ikke længere stå vagt og prøve at forhindre tankerne i at komme ind, eller forsøge at smide dem uden for døren, hvis først de er kommet ind. Man kan lade dem komme og gå uden at foretage sig noget. Når det samtidig er den svære løsning, er det, fordi vi er så vant til at gøre noget andet. Det kræver øvelse at lade tankerne være.

Vi kan øve os i at rette vores opmærksomhed hen imod det, vi gerne vil bruge vores tid og energi på, i stedet for at bruge vores energi på at være ’busy making other plans’.

Hvad ville det betyde i dit liv, hvis du ikke brugte så meget energi på dine tanker? Hvad ville du gøre anderledes?

Læs mere om ACT her eller læs mere på bloggen om ACT her.

Spread the love

0 Comments

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.