Hvad er en neuropsykologisk undersøgelse – og hvad kan den bruges til?

Når hjernen bliver påvirket – af sygdom, ulykke, stress eller psykiske belastninger – kan det mærkes i alle aspekter af livet. Mange oplever, at de ikke længere fungerer, som de plejer: Hukommelsen svigter, koncentrationen glipper, overblikket forsvinder, og man bliver hurtigere hjernetræt eller overvældet. I sådan en situation kan en neuropsykologisk undersøgelse bruges til at forstå omfanget af problemet, beskrive det objektivt og vurdere sammenhængen mellem sygdom/skade og de kognitive problemer. Det er ofte en instans, der bestiller undersøgelsen (fx en kommune eller et forsikrings-, eller pensionsselskab). Man kan dog også selv bestille en neuropsykologisk undersøgelse – i så fald er det en god idé at kontakte mig, så jeg kan hjælpe med at vurdere, om det er en god løsning for dig.

Hvad er en neuropsykologisk undersøgelse?

En neuropsykologisk undersøgelse er en grundig vurdering af, hvordan hjernen fungerer i hverdagen – altså hvordan du tænker, husker, planlægger, forstår og løser problemer.
Formålet er at finde ud af, hvad der fungerer godt, og hvor der er udfordringer, så vi kan forstå, hvad de skyldes, og hvad der kan hjælpe.

Undersøgelsen adskiller sig fra en almindelig psykologsamtale ved, at den kombinerer samtale med standardiserede tests, der måler forskellige kognitive funktioner som:

  • Psykisk tempo og udtrætning
  • Rumlig og visuel forståelse
  • Opmærksomhed og koncentration
  • Sprog og forståelse
  • Hukommelse
  • Problemløsning og fleksibilitet

Resultaterne sammenlignes med, hvad man normalt ville forvente af en person med samme alder og uddannelsesniveau, så man får et objektivt billede af funktionen.

Hvordan foregår undersøgelsen?

En neuropsykologisk undersøgelse starter altid med en grundig samtale. Vi taler om, hvad der har ført til, at du er blevet henvist – fx en hjernerystelse eller hjerneskade, stress, depression eller en neurologisk sygdom. Vi taler også om tidligere uddannelse og arbejdsliv, hvordan dit liv fungerede før, og hvordan det fungerer nu.

Herefter følger testdelen, som typisk varer 1-2 timer. Testene foregår stille og roligt ved et bord med papir og blyant. Testene er små opgaver, som kræver koncentration og mental energi, og mange bliver meget trætte bagefter, så det er en god idé at rydde kalenderen samme dag og måske dagen efter.

Efter testen samler jeg alle resultater, observationer og vurderinger i en skriftlig rapport, og det tager typisk 2-3 uger, før rapporten er klar. Hvis du ønsker det, gennemgår vi den sammen, hvor du kan få en klar og forståelig forklaring på, hvad resultaterne viser, og hvordan du kan bruge den viden fremover. Efterfølgende sender jeg rapporten til dem, der har bestilt den, typisk en kommune, eller et forsikrings-, eller pensionsselskab. Det er også dem, der betaler for undersøgelsen. Du kan også selv bestille og betale for undersøgelsen, men det er, som tidligere beskrevet, en god idé at kontakte mig først, så jeg kan hjælpe dig med at vurdere, om det er en god løsning for dig.

Hvad kan man få ud af undersøgelsen?

Mange beskriver en neuropsykologisk undersøgelse som en lettelse. Endelig får man en forklaring på, hvorfor noget er svært, og for mange er det en bekræftelse på deres egen oplevelse af udfordringer i hverdagen.

Undersøgelsen kan hjælpe dig med at:

  • Forstå dine styrker og udfordringer
  • Få redskaber til at kompensere for de udfordringer, du har
  • Kommunikere bedre med arbejdsplads, familie eller forsikring
  • Planlægge realistisk i forhold til arbejde, rehabilitering eller pension

Hvad bruges en neuropsykologisk undersøgelse typisk til?

For privatpersoner kan undersøgelsen være relevant ved fx:

  • Hjernerystelse eller hjerneskade
  • Sclerose, epilepsi eller anden neurologisk sygdom
  • Langvarig stress, depression eller angst med kognitive følger
  • Uforklaret træthed eller “hjernetåge”

For kommuner og forsikrings- og pensionsselskaber bruges undersøgelsen ofte til at:

  • Dokumentere følger efter ulykke eller sygdom
  • Vurdere funktionsevne i forhold til arbejde
  • Understøtte beslutninger om erstatning eller førtidspension
  • Planlægge genoptræning eller støtteforløb

Undersøgelsen bidrager med objektive, fagligt forankrede data, som kan være en vigtig brik i at forstå og dokumentere et forløb – både for borgeren og systemet.

En samarbejdsproces – ikke en test, man kan “dumpe”

Jeg plejer at sige til mine klienter, at en neuropsykologisk undersøgelse ikke handler om at klare sig godt eller dårligt. Den handler om at få et ærligt billede af, hvordan hjernen fungerer lige nu – så vi sammen kan finde den bedste vej frem.

Det er en samarbejdsproces, hvor både faglighed og menneskelig forståelse spiller en rolle.
Som neuropsykolog er min opgave ikke blot at måle – men også at forstå, støtte og formidle på en måde, der giver mening for den enkelte. Jeg gør meget ud af, at processen er så skånsom og behagelig som mulig.

Neuropsykologisk undersøgelse- et redskab til at forstå

En neuropsykologisk undersøgelse kan give både indsigt og retning i en svær tid.
For nogle bliver den starten på et nyt kapitel – med bedre forståelse, mere accept og realistiske strategier for at komme videre.

Hvis du arbejder i en kommune eller et forsikrings- eller pensionsselskab, kan en neuropsykologisk undersøgelse være et uvurderligt redskab til at sikre, at beslutninger træffes på et solidt, fagligt grundlag – og at borgeren får den hjælp, der reelt matcher behovet.

Du kan læse mere om mig, og hvordan jeg arbejder her. Hvis du vil læse mere om, hvad en neuropsykolog laver, kan du læse om det her.