Smerter og smertehåndtering

At leve med smerter – en anden måde at håndtere dem på

Smerter er en naturlig del af livet. De fleste af os har prøvet at få ondt i ryggen, hovedet eller andre steder. Når vi slår os eller overbelaster kroppen, er smerte et vigtigt signal, der beskytter os. Men nogle gange bliver smerterne ved med at være der, selvom kroppen egentlig er helet. For nogle udvikler det sig til en fast følgesvend, der påvirker både hverdagen, humøret og livsglæden.

Mange bruger meget energi på at bekæmpe smerterne – ved at undgå bestemte aktiviteter, opsøge behandling efter behandling eller konstant lede efter en løsning. Det er helt forståeligt. Men ofte fører kampen til endnu mere frustration og begrænsning, fordi smerterne ikke bare forsvinder.

Her kan en anden tilgang være hjælpsom: at lære at leve et godt liv, selvom smerterne er der. Altså at acceptere at smerterne er til stede, uden at kæmpe med dem.

Accept betyder ikke at give op

Det kan lyde mærkeligt eller provokerende at tale om at ”acceptere” smerte. Men accept handler ikke om at overgive sig eller opgive håbet. Det betyder, at man kan anerkende, at smerterne er der lige nu – uden at lade dem styre alt. Når vi holder op med at kæmpe imod konstant, frigør vi energi til at fokusere på det, der virkelig betyder noget.

Hvad er vigtigt for dig?

I stedet for at lade smerterne bestemme, kan man begynde at spørge: Hvad er vigtigt for mig? Måske handler det om at kunne være sammen med familien, have energi til fritidsinteresser eller bare føle sig mere fri i hverdagen. Når vi ved, hvad der betyder noget, kan vi tage små skridt i den retning – også selvom smerterne følger med.

For eksempel kan det være at lege med sine børn, selvom man har ondt i ryggen. Smerten er der stadig, men glæden og nærværet får også plads.

Tryghed i bevægelse

Når man har haft ondt længe, kan det føles utrygt at bevæge sig. Mange bliver bange for at gøre skaden værre. Men smerte betyder ikke altid, at noget er ødelagt. Derfor er det vigtigt at arbejde med at skabe tryghed i bevægelse – trin for trin. At finde måder at bruge kroppen på, hvor man langsomt opdager, at det kan lade sig gøre at være aktiv, selv når der er smerter.

At leve et meningsfuldt liv – med eller uden smerte

Målet med mit arbejde er at hjælpe dig til at leve et mere frit og meningsfuldt liv. Når fokus flyttes fra ”hvordan slipper jeg af med smerten?” til ”hvordan kan jeg leve det liv, jeg ønsker, også med smerterne?”, åbner der sig nye muligheder. Når fokus flytter sig, kan smerterne fylde mindre i dit liv.

Du kan ikke altid styre, om smerterne er der. Men du kan lære at styre, hvordan du lever med dem. Og det kan gøre en stor forskel. Du kan læse mere om, hvordan jeg arbejder her.