Aut. psykolog & Neuropsykolog
Om Anja Ida Hansen
Jeg hjælper med at opnå færdigheder i at håndtere tanker og følelser på en ny måde, så de ikke holder dig tilbage fra at leve det liv, du gerne vil. Læs mere om mig, og hvordan jeg kan hjælpe dig her på siden. Hvis du har spørgsmål til mig, kan du kontakte mig her.

Hvordan kan jeg hjælpe dig – kort fortalt
Mit teoretiske udgangspunkt er Acceptance and Commitment Therapy (ACT). Jeg kan hjælpe dig med at håndtere tanker og følelser på en ny måde, der sætter dig i stand til at leve det liv, som du ønsker. Sammen sætter vi mål for terapien, som giver dig håb og mod til at gå i den retning, som du gerne vil.
Det kan være, at du lige nu oplever tankemylder, bekymringer, overtænkning – eller måske er du ked af det eller angst. Og sådan behøver det ikke at være. ACT har en dokumenteret effekt på mange forskellige problemer, og du kan altid kontakte mig og høre, om jeg kan hjælpe dig med netop dit problem.
På denne side kan du læse om min erfaring som neuropsykolog og klinisk psykolog. Jeg bygger på mange års viden og praksis – og bruger den til at støtte dig i at skabe det liv, du virkelig ønsker.
Hvis du vil booke en tid eller tale med mig, kan du kontakte mig her. Hvis du vil direkte til hvilke behandlingsområder, jeg beskæftiger mig med, kan du læse med her.
I august 2023 har jeg udgivet en bog om hjernerystelse på Dansk Psykologisk Forlag, som er målrettet mennesker med hjernerystelse, deres pårørende samt fagpersoner, der møder mennesker med hjernerystelse. Jeg kan varmt anbefale at læse bogen, hvis du har udfordringer efter hjernerystelse, den findes også som lydbog, hvis du har visuelle forstyrrelser eller problemer med skærm.
Terapeutisk erfaring
Jeg arbejder med mennesker, der ønsker at skabe mere ro, styrke og balance i deres liv. Det kan være, at du kæmper med lavt selvværd, søvnproblemer eller fastlåste vaner – eller at du står midt i udfordringer som stress, smerter, angst eller en hjernerystelse. Uanset udgangspunktet er målet det samme: at hjælpe dig til at leve et liv med mere energi, overskud og frihed.
Min tilgang bygger på den nyeste forskningsbaserede viden og på en metode, der hedder ACT (Acceptance and Commitment Therapy). ACT handler kort fortalt om at lære nye måder at forholde sig til tanker og følelser på, så de ikke styrer eller begrænser dig. Det giver dig muligheden for at leve et liv, der er i tråd med det, der virkelig betyder noget for dig.
Jeg er certificeret i ACT gennem en 2-årig efteruddannelse (færdig i 2022) og har løbende træning og supervision fra nogle af de mest anerkendte eksperter i verden, bl.a. Robyn Walser (USA), flere af ACT’s grundlæggere og Russ Harris, forfatteren til Lykkefælden. For dig betyder det, at jeg hele tiden udvikler mig og holder mig skarp, så du kan være tryg i, at du får den bedste og mest opdaterede behandling.
Hvis du vil fornemme, hvem jeg er, kan du læse det her blogindlæg, og du kan få et indblik i min hverdag her.
Neuropsykologisk erfaring
Siden 2009 har jeg arbejdet inden for det neuropsykologiske fagområde. Jeg har arbejdet på Center for Hjerneskade, Hvidovre hospital (Afdeling for Højt Specialiseret Rehabilitering, som nu hedder Traumatisk Hjerneskade) og Center for Specialundervisning for Voksne. Herudover har jeg arbejdet på et kommunalt sundhedscenter, hvor jeg var demenskonsulent. Jeg har blandt andet beskæftiget mig med neuropsykologisk testning, supervision af psykologer og andre faggrupper, kognitiv træning og samtaleterapi i forhold til voksne med erhvervet hjerneskade eller hjernerystelse.
Jeg har lang erfaring med at tale med pårørende og hjælpe dem med at håndtere den krise, som det er, når ens kære bliver ramt af en hjerneskade eller anden sygdom. Mange pårørende til mennesker med hjerneskader fortæller, at de er glade for at tale med en psykolog, som har indsigt i hjernens funktion og erfaring med neuropsykologien.

Jeg er autoriseret psykolog og klinisk psykolog, hvilket betyder, at jeg er underlagt de etiske principper under Dansk Psykologforening. Det er også din garanti for, at jeg har haft minimum 1000 klienttimer og har fået minimum 160 timers supervision (men reelt er det nu meget mere). Jeg er også i gang med at uddanne mig som specialist i neuropsykologi, som er en lang efteruddannelse, godkendt af Selskabet Danske Neuropsykologer og Dansk Psykologforening. Det er vigtigt for mig hele tiden at blive dygtigere, til gavn for mine klienter.
Find mig på LinkedIn her.