Studiestart efter hjernerystelse

At starte et nyt studie eller nyt semester efter en hjernerystelse kan føles overvældende. Måske er du lige kommet ind i gode rutiner, hvor du ved, hvad du kan holde til og frygter nu den nye hverdag.

Det vigtigste at huske er, at der ikke er noget farligt ved at symptomerne kortvarigt forværres en smule. Mange tror, at man efter en hjernerystelse skal holde sig helt i ro, men det er ikke rigtigt. Tværtimod er det godt at presse hjernen en lille smule, så den gradvist vænner sig til et højere aktivitetsniveau igen.

Ved studiestart er der en række knapper du kan skrue på, og du bør undgå at skrue på dem alle på samme tid. Det kunne fx handle om:

• den samlede tidsmængde, du studerer
• hvor lang du læser ad gangen
• hvor længe du sidder ved en skærm
• hvor meget fysisk undervisning du deltager i, og om du husker at holde pauser
• hvis du har gruppearbejde, hvor længe du deltager i gruppemøder

Det handler også om de rammer, du begår dig i. Fx er der måske noget undervisning, som du ikke behøver at møde op til, og hvor en studiekammerat måske kan dele sine noter med dig. Ofte vil underviserne også lægge deres powerpoints op på nettet.

Den første uge vil dine symptomer nok være lidt forværrede, men de skulle efterhånden gerne falde til ro på hviledagene. Hvis symptomerne bliver gradvist værre og ikke falder til ro efter hviledage, har du måske skruet for meget på en af knapperne og bør skrue lidt ned igen.

Hvis du har længerevarende symptomer efter en hjernerystelse, kan du, eller en nærtstående, undersøge muligheden for specialpædagogisk støtte (SPS), som fx kan give dig længere tid til eksamener.

Husk at søge hjælp, hvis du er meget bekymret, hvis symptomerne bliver værre over tid, eller hvis du har brug for sparring på din tilbagevenden. Du kan også finde flere råd i min bog Kort & godt om hjernerystelse, hvor der er et helt kapitel om tilbagevenden til studiet (den findes også som lydbog, så du ikke bruger ‘læsetid’ på den 🙂 )

Held og lykke med studiestarten!