At være opslugt af tanker

Hvor mange gange på en dag tænker du på noget andet, end det, du er i gang med? Én gang? Ti? Hundrede? Bare rolig, du er helt normal! Alle mennesker forsvinder væk i deres tanker – behagelige dagdrømme, bekymringer over fortiden, uro over fremtiden. For nogle mennesker er det ikke noget problem – de kan godt leve det liv, de gerne vil leve, gøre de ting de gerne vil gøre, og være hvem de gerne vil være alligevel. For os andre kan vores tanker og følelser og den måde, vi håndterer dem på, føre til, at vi har svært ved at leve, som vi gerne vil. Måske har vi så mange angstfulde tanker, at vi ikke tager den uddannelse eller det job, vi egentlig drømmer om. Måske er vi så opslugte af tanker om, at vi er dårlige forældre, at de tanker faktisk står i vejen for at være nærværende med vores børn ligenu.

Hvordan kan du blive mere nærværende?

Første skridt på vejen hen imod at give tankerne mindre magt, er at øve sig i at opdage, når man er opslugt af tanker. Mange bruger mindfulness til at øve sig, fordi det ofte er nemmere at opdage, når man sidder i stilhed og der ikke er andre ting, der hiver i ens opmærksomhed. Det er dog også muligt at øve sig uden mindfulness. Start med en enkelt dag, hvor du prøver at opdage, når du er opslugt af tanker. Når det sker (og det vil ske, igen og igen!), er det vigtigt, at du ikke slår dig selv i hovedet. At være optaget af tanker er bare et tegn på, at du er helt normal – det er også normalt, at hovedparten af dine tanker er negative. Formentlig skyldes det, at vores forfædre har haft mest succes med at overleve, hvis de har været bekymrede og optagede af indre og ydre faresignaler. Så når du opdager, at du har været væk i tanker, så prøv nænsomt og venligt at bemærke det over for dig selv: ‘aha, fanget af tanker igen’. Når du har gjort det én dag, så prøv en dag mere – og måske endnu en dag. Formålet er ikke at tvinge tankerne væk, men at øve sig på at lade tankerne køre i baggrunden som en radio eller lade dem passere som biler, der kører forbi på gaden.

Hvis du har lyst til at prøve mindfulness, kan du prøve det her (på engelsk) eller her (på dansk).

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.