Tilbagevenden til studie og arbejde efter hjernerystelse

by | Jun 30, 2021 | Hjernen, Hjernerystelse, Neuropsykologi | 0 comments

Der er ofte mange spørgsmål, når man skal vende tilbage til arbejde eller studie efter en sygdomsperiode med hjernerystelse. Her får du 3 gode råd til at vende tilbage, baseret på forskning i hjernerystelse og min langvarige erfaring i at hjælpe mennesker med hjernerystelse tilbage på arbejde eller studie.

1. Gå langsomt frem

Når man begynder at være klar til at starte igen, kan det for nogen være fristende bare at kaste sig ud i det og se, hvad der sker. Andre er nervøse for opstart og bekymrer sig om, hvordan det vil gå. Når hjernen er ved at komme sig over en hjernerystelse, er det vigtigt at forsøge at finde balancen imellem aktivitet og hvile/hjernepauser. Det gælder også, når man skal tilbage til studie eller arbejde.
Det er bedre at starte med et timeantal og med de opgaver, som man føler sig rimelig sikker på, at man kan klare. Hellere starte for lavt, hvor det føles for nemt, end at starte for højt. Når timetallet og kompleksiteten på arbejdet eller studiet føles nemt og ikke udløser for intense symptomer, kan man skrue op. Et generelt råd, der kan passe for mange, er at skrue op med cirka 10 %, hver gang man skruer på timetallet. Og at det skal føles nemt 1-2 uger, før man skruer op igen.

Billede af TaniaRose fra Pixabay

2. Kommunikation og samarbejde med arbejdspladsen eller uddannelsesstedet

Lav en plan med din arbejdsplads eller uddannelsessted i forhold til tilbagevenden. På uddannelsesstedet kan der være mulighed for hjælp og støtte, fx pauserum, ekstra tid til eksamen eller støtte fra underviserne. På arbejdspladsen kan der være støtte i form af hjælpemidler (fx skærmbriller eller støjdæmpende høretelefoner) og støtte fra lederen i forhold til at vende tilbage. Man kan aftale med sin leder, hvad der skal meldes ud til kollegerne, og om de må spørge ind til, hvordan man har det, eller om man helst er fri. For nogen er det rart at tale med kollegerne – andre vil helst ‘holde fri fra hjernerystelsen’. Der er ingen rigtige eller forkerte måder at gøre det på, det afhænger af, hvad du har brug for.

3. Kend dine symptomer

Når du starter op, er det normalt, at dine symptomer blusser lidt op. Hjernen skal vænne sig til de nye aktiviteter. En tommelfingerregel er, at hvis dine symptomer stiger 2-3 i intensitet og forsvinder igen efter 1-2 timer, så har du været i ‘udviklingszonen’, hvilket er fint. Stiger dine symptomer mere i intensitet, eller fortsætter ud over 1-2 timer, så skal du overveje at skrue lidt ned dagen efter. Det er ikke farligt, når det sker, men det er tegn på, at hjernen gerne vil have et lidt roligere tempo i forhold til dén aktivitet eller den samlede mængde på en dag. Husk dine hjernepauser, når du starter op, det er ofte nøglen til at få hjernen med på det nye aktivitetsniveau. Du kan læse mere om hjernepauser og energiforvaltning her.

Spread the love

0 Comments

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.