Neuropsykologisk kognitiv træning

Neuropsykologer arbejder med børn eller voksne, som har en hjerneskade – enten medfødt eller en, de har fået senere. Jeg har specialiseret mig i at arbejde med voksne, hvor hjerneskaden ikke er medfødt, men kommet senere i livet. Jeg har særlig erfaring med voksne med erhvervet hjerneskade og hjernerystelse, men kognitiv træning og undervisning i kognitive strategier kan også være nyttigt, hvis man har eller har haft stress eller depression.

Kognitiv træning kan hjælpe dig, fordi du træner dig op til at fungere bedre i din hverdag. Uanset om dit mål er at komme tilbage på arbejde eller studie, eller om det er at få en bedre livskvalitet, kan jeg hjælpe dig hen imod det mål.

Hvad er kognitiv træning?

Hvis du har problemer med en eller flere kognitive funktioner, er det ofte en god idé at lære kognitive strategier for at kompensere for problemerne. Hvis du fx har hukommelsesproblemer, kan vi sammen analysere din hverdag og finde ud af, hvad du kan gøre for at glemme mindre i hverdagen. Der er ofte mange små lavpraktiske ting, man kan gøre. Du gør sikkert allerede nogle ting, fx laver en indkøbsliste for at huske, hvad du skal købe i supermarkedet.

Der er mange ting, man kan gøre for at træne hjernen og holde den sund og frisk. Mange spørger mig, om de kan træne deres hukommelse eller koncentration ved at købe særlige hjernetræningsapps eller lave krydsord. Studier viser, at den slags ting ikke overføres særlig godt til hverdagen. Så man skal kun bruge penge og energi på det, hvis man synes, at det er sjovt og godt kan lide det.

Forskellige kognitive områder

Man kan have problemer inden for et eller flere kognitive områder. Det kan fx være:

  • Mentalt tempo/langsommere tænkning
  • Opmærksomhed/koncentration (på en eller flere ting på én gang)
  • Indlæring/hukommelse
  • Planlægning/overblik/strukturering (også kaldet ‘eksekutive funktioner’)

Områderne påvirker hinanden gensidigt, så hvis man fx har problemer med opmærksomhed/koncentration, oplever man ofte, at ens hukommelse ikke fungerer så godt. Hvilket giver mening, da man er nødt til at kunne fokusere på noget, for at man kan huske det efterfølgende.

Kognitiv træning kan hjælpe dig med at navigere i dit hverdagsliv, så du fungerer så godt som overhovedet muligt.

Uanset hvad dine udfordringer og ressourcer er, så kan du kontakte mig og tale om dine muligheder for at få neuropsykologisk kognitiv træning. Læs mere om mig og hvordan jeg arbejder her. Du kan læse mere om neuropsykologi her.