Pårørende til mennesker med hjerneskade

Det er en stor opgave at være pårørende til et menneske med en hjerneskade. Ofte er skaden sket pludseligt ved en ulykke, en blodprop i hjernen eller hjerneblødning. Man har fået et stort chok, da det skete. Og der kan have været tvivl om, hvorvidt ens kære overhovedet ville overleve.

Der er mange måder at reagere på, når ens nærmeste har erhvervet en hjerneskade. Nogen er nærmest følelsesløse af chokket i den akutte fase, og oplever først at reagere lidt senere i forløbet. Andre føler, at de mister fodfæstet i den akutte fase og kan for eksempel pludseligt opleve angst-, og panikanfald.
I den akutte fase er der som regel mange praktiske opgaver, som man skal tage sig af. Man skal kontakt til arbejdsplads, venner og familie. Man skal tale med sygehuspersonale og sætte sig ind i planen for behandlingen. Det er en stor og måske overvældende opgave, men for nogen kan det også være rart med nogle praktiske opgaver. Det er noget helt konkret, som man kan ordne, når alt andet føles uden for ens kontrol. Men det kan også være forbundet med store bekymringer. Især hvis det drejer sig om arbejdsforhold, økonomi og boligforhold. Og det kan være svært at finde tiden, hvis man selv har arbejde, familie og andre forpligtigelser, som man skal passe.

Efter den akutte fase

Når det har vist sig, at ens kære vil overleve sygdommen eller ulykken, kan det være forbundet med både lettelse og uro. Lettelse fordi den ramte har overlevet svær sygdom, og uro fordi man kan være bekymret for, hvordan fremtiden ser ud. Ens nærmeste får måske følgevirkninger, som man endnu ikke kender omfanget af. Det kan både være kognitive, sproglige, personlighedsmæssigt og adfærdsmæssigt. Læs mere om følgevirkninger her.

Som pårørende kan det være nødvendigt at tilpasse sine egne drømme og ønsker for fremtiden. Hvilken betydning hjerneskaden får for ens liv afhænger også af, hvilken relation man har til den ramte. Hvis det er ens ægtefælle eller partner, har det en anden betydning end hvis det er ens forælder, bedsteforælder eller barn.

Hvad kan man selv gøre

Det er vigtigt at bede om hjælp. Man har brug for psykisk støtte og opbakning i forhold til at klare situationen. Og man har brug for hjælp til praktiske opgaver. Det kan være svært for omgivelserne at stille op, hvis de ikke ved, at man har brug for hjælp – og til hvad. Ofte vil venner, familie, kolleger og naboer gerne give en hånd med, fx med at få klippet hækken, besøge på hospitalet, hente børn eller komme forbi med en middagsret.

For mange pårørende kan det være meget værdifuldt at deltage i pårørendegrupper eller kurser. I flere kommuner har kommunen gratis tilbud. Grupperne kan være et frirum, hvor alle er i samme båd og forstår hinandens situation. Men hvor man alligevel håndterer det forskelligt, og derfor kan man inspirere hinanden. Hvis man ikke har mulighed for at deltage i en gruppe, eller ens kommune ikke tilbyder det, kan man ofte finde fællesskab på nettet. Både hjernesagen og hjerneskadeforeningen har grupper på Facebook, hvor man kan skrive med ligesindede.

Det kan være en god idé at involvere professionelle omkring sig – er der en hjerneskadekoordinator i kommunen? Kan egen læge hjælpe – enten med viden eller med støtte til en selv og den ramte?
Det kan også være, at man har brug for professionel støtte fra en psykolog i en periode. Her kan man få hjælp til at håndtere tabet af dét, der var, og dét der skulle have været. Og få hjælp til at tilpasse sig den nye situation.